Risiko ved anvendelse af fremmedkapital
I perioder med store kursudsving på de finansielle markeder vil den samlede risiko i FormueEvolution blive påvirket, alt afhængig af andelen af fremmedfinansiering. Derudover vil låneomkostningerne blive påvirket af nedenstående faktorer.
Stigende renteniveau
Selskabets samlede finansieringsomkostninger stiger generelt ved et stigende renteniveau. En stigende rente vil udover øgede finansieringsomkostninger også give kurstab på obligationsbeholdningen. På lang sigt vil en højere placeringsrente på obligationsbeholdningen opveje de højere finansieringsomkostninger.
Forskydninger i rentestrukturen
Forskydninger i rentestrukturen har betydning for de samlede finansieringsomkostninger. Er rentestrukturen invers, således at renteniveauet falder med løbetiden, vil den grundlæggende investeringsstrategi med at låne til en lav rente og placere til en høj rente blive udfordret. Denne risiko imødegås dog af, at investeringsrammerne tillader en negativ renterisiko, samt at det er muligt at benytte afledte finansielle instrumenter.
Ændrede kreditvilkår
Ændrede kreditvilkår – såsom ændret kreditvurdering fra kreditor, ændret kreditbonitet i FormueEvolution eller generelt ændrede kreditvilkår i samfundet – kan påvirke det rentetillæg, som vi betaler udover markedsrenten.
Udsving i valutakurserne
Udsving i valutakurserne kan betyde, at den effektive låneomkostning kommer til at afvige negativt fra den nominelle rente, når finansieringen er sket i en anden valuta end DKK.
Adgang til fremmedkapital
Adgangen til fremmedkapital udgør en risiko for FormueEvolution. Ifølge investeringsrammerne er det muligt at have en gæld på op til 200 % i FormueEvolution I i forhold til egenkapitalen dog 400 % for FormueEvolution II, og adgangen til fremmedkapital er således en central del af selskabets investeringsstrategi. Ændrede kreditvilkår i stil med ovenstående vil kunne påvirke denne forudsætning negativt.
Gearing
Den mulige gearing i FormueEvolution er ikke et udtryk for den fulde risiko, da det ifølge investeringsrammerne er muligt at benytte afledte finansielle instrumenter.
Kreditfaciliteter
FormueEvolution er afhængig af, at de nødvendige kreditfaciliteter til enhver tid er til stede.