Investeringsproces

Trods de bedste teorier inden for finansieringsteori og ønsket om at optimere aktionærernes afkast efter skat er det nødvendigt med klare retningslinjer i FormueEvolution-selskaberne. Investeringsprocessen, som udgør en del af det solide fundament under FormueEvolution, kan opdeles i flere niveauer fra strategiske overvejelser over taktiske sondringer til mere operationelle eller praktiske gøremål.

Strategisk niveau

Det første og klart vigtigste niveau er det strategiske niveau, hvor den langsigtede investeringsstrategi fastlægges. Det strategiske niveau opererer med en tidshorisont, der typisk er på minimum 2-5 år. Her fastlægges rammerne for den overordnede Asset Allocation – eller med andre ord: den overordnede fordeling mellem primært aktier og obligationer.

Taktisk niveau

Under det strategiske niveau finder vi det taktiske niveau, der fokuserer på den mellemfristede tidshorisont (3-24 måneder). Hvor det strategiske niveau vedrører fastlæggelsen af de overordnede strategier, vedrører det taktiske niveau, hvilke regioner og sektorer der på 3-24 måneders sigt er mest interessante at placere sine aktieinvesteringer i, hvilke typer af obligationer, der er mest interessante etc.

Operationelt niveau

På det operationelle niveau opererer vi med en tidshorisont på 0-3 måneder. Hvor det strategiske og til dels det taktiske niveau udgør fundamentet for porteføljen, har vi i det operationelle niveau at gøre med den praktiske udvælgelse af enkeltaktier, obligationer og investeringsforeninger samt timingen af disse investeringer. Det operationelle niveau indeholder ligeledes en overvågning af investeringerne, hvilket betyder, at investeringerne evalueres løbende, også med henblik på at sikre at investeringsrammerne til enhver tid overholdes.


Hovedmenu